Der var en gang en by, hvor der boede to mænd, der begge hed Claus. Den ene mand havde fire heste, så han blev kaldt Store Claus. Den anden havde kun en hest, så ham kaldte man for Lille Claus. Hele ugen måtte Lille Claus pløje for Store Claus og låne ham sin eneste hest. Så hjalp store Claus ham igen med alle sine fire heste, men kun om søndagen. Om søndagen smældede Lille Claus fornøjet med sin pisk over de fem heste. Da han så nogle landsbyboere på vej til kirke, lod han som om, han ejede dem, og råbte: "Hyp, alle mine heste".
Store Claus blev vred: ”Hov, hold op med at sige, at det er dine heste! Ellers slår jeg din hest for panden!” truede han. Men da den næste gruppe mennesker kom forbi, kunne Lille Claus ikke lade være med at råbe: ”Hyp alle mine heste!”
Store Claus blev rasende. Han greb en kølle og slog Lille Claus’ hest for panden, så den faldt om og var død. Lille Claus var knust. Uden noget som helst tilbage i verden, flåede han sin hest, lagde huden i en pose og gik til byen for at sælge det. Det var en lang vej at gå, og han skulle igennem en mørk skov, da et frygteligt uvejr brød løs. Han så en bondegård og bankede på døren. Men bondens kone ville ikke lukke ham ind.
Der var en stor høstak i nærheden, og Lille Claus besluttede sig for at sove der. Han klatrede op og opdagede, at han kunne se ind gennem et vindue. Her var bondekonen i gang med at spise en dejlig fisk sammen med degnen, mens de drak al bundens vin. Med det samme hørtes hjulene fra en hestevogn på vejen. Bonden var kommet hjem! Han ville ikke blive glad for at se sin kone underholde degnen.
Lille Claus så gennem vinduet, hvordan bondens kone hurtigt gemte maden og vinen i ovnen og fik degnen til at gemme sig i en stor kiste.
Da bonden nærmede sig huset, så han Lille Claus i høstakken. ”Hvem er deroppe?” spurgte han. ”Det er en skrækkelig nat. Kom da inden for i læ.”
Inden for serverede den skyldbetyngede kone en stor portion grød.
Lille Claus ville hellere have haft noget af den lækre fisk og vin, der var gemt i ovnen. Derfor gav han sin sæk et spark, så den knirkede.
”Hvad er det?” spurgte bonden.
”Det er en troldmand,” løj Lille Claus. ”Han siger, at vi ikke behøver spise grød, for han har hekset mad og vin til os i ovnen.”
Bonden åbnede ovnen og var forbløffet over at finde festmåltidet.
Lille Claus sparkede til sækken og fik den til at knirke igen.
”Hvad siger din troldmand nu?” spurgte bonden.
”Han siger, at han har hekset fanden frem, som ganske ligner en degn, og han gemmer sig i din kiste,” løj Lille Claus.
Bonden åbnede kisten, men da han så degnen, smækkede han den i igen. Forundret tiggede han Lille Claus om at sælge ham troldmanden og selv fastsætte prisen. Det gik Lille Claus med til for en skæppe penge (en skæppe er en gammel måleenhed, der svarer til en lille tønde), en trillebør og kisten.
Han gik gennem skoven, indtil han kom til en dyb, bred å, hvor strømmen var for stærk til, at man kunne svømme over. Heldigvis var der en ny bro over floden, og Lille Claus skubbede trillebøren halvvejs over den. ”Hvad skal jeg dog gøre med den tossede kiste?” sagde han ganske højt, så degnen kunne høre det. ”Den er jo alt for tung at trille. Jeg må hellere kaste den i åen.”
”Åh nej!” råbte degnen forfærdet, mens han hamrede på kistelåget. ”Slip mig ud! Jeg vil give dig en skæppe penge mere!”
Så lukkede Lille Claus ham ud, lagde den anden skæppefuld penge i trillebøren og gik hjem.
Store Claus var rystet over at se, hvor mange penge Lille Claus havde. ”Så meget var din hest da ikke værd?” spurgte han.
”Jo, det var den,” løj Lille Claus.
Store Claus hentede sin økse og slog sine heste ihjel og flåede dem. Hele dagen og aftenen råbte han op og ned ad gaden: ”Huder! Huder! Hvem vil købe huder? En skæppe penge stykket!” Men folkene grinede først af hans pris, og så blev de vrede.
”Han vil gøre nar af os! Snyde os!” sagde de. Så hentede skomagerne deres remme, og garverne tog deres skødeskind, og de pryglede ham gennem byen. ”Vi skal give dig en hud, der spytter røde grise!” truede de ham.
Store Claus var rasende og fast besluttet på, at Lille Claus ikke skulle narre ham igen. Han greb ham om livet og puttede ham i en sæk. ”Nu tager jeg dig med til åen og drukner dig!” sagde han. På vejen standsede Store Claus for at gå i kirke og stillede sækken uden for. Lille Claus kæmpede for at komme fri af sækken og blev opdaget af en gammel kvægdriver.
”Ak, jeg er så ung og skal allerede til himmerige,” græd han nede fra sækken.
”Og jeg er så gammel, men kan endnu ikke komme der,” sagde den gamle kvægdriver.
Så foreslog Lille Claus, at de byttede plads, og det gik den gamle kvægdriver gladelig med til.
Da Store Claus kom ud fra kirken, hankede han uden at bemærke noget op i sækken med kvægdriveren, kastede ham i åen og druknede ham.
På hjemvejen blev han overrasket over at møde Lille Claus med kvægdriverens kvæg.
”Hvordan er du kommet herhen?” spurgte Store Claus, ”og hvor har du det dejlige kvæg fra?”
”Jo, da du kastede mig i åen, endte jeg i havfolkets rige,” fortalte Lille Claus ham, ”og de gav mig alt det her dejlige søkvæg. Ja, der går jo hundredvis af gode køer dernede.”
”Du er en lykkelig mand,” sagde Store Claus, ”hvordan får jeg også fat på søkvæget?”
”Du skal bare kastes i åen,” sagde Lille Claus til ham. Så krøb Store Claus i en sæk, og Lille Claus rullede ham i vandet, hvor han sank til bunds og aldrig blev set igen.
”Jeg er bange for, at han aldrig finder kvæget,” sagde Lille Claus. Så drev han sine køer hjemad, hvor skæpperne med guld ventede, og han levede et lykkeligt liv til sine dages ende. Og det er en virkelig historie.
