Der var engang en lille pige, som en kold aften gik igennem de mørke gader. Hun var helt alene, og sne hvirvlede omkring hende. Pigen havde haft sin mors tøfler på, men nu var fødderne bare. Tøflerne var for store, og hun havde tabt dem. En dreng løb væk med den ene tøffel, og den anden kunne hun ikke finde. Hun gik over de kolde brosten, og hendes små fødder frøs til is. Hun bar en bunke svovlstikker, som hun ville sælge, men ikke en eneste havde købt af hende den dag.

Pigen rystede af kulde og sult, mens hun gik forbi huse, hvor andre børn lå trygge og varme i deres senge. Der var lys i husene, for det var nytårsaften, og der var en vidunderlig duft af gåsesteg. Hun kunne snart ikke gå længere, for hun var træt og frøs mere og mere. Hun kunne ikke gå hjem til sine forældre uden at have solgt noget, for de havde ingen varme eller mad derhjemme.

Pigen kom til en passage mellem to huse, hvor der var læ fra den bidende kulde. Her satte hun sig og krøb rystende sammen. For at få varme i de iskolde hænder, tænkte hun på, om ikke lyset fra en lille svovlstik kunne varme dem. Hun tog en svovlstik fra sit bundt og strøg den mod væggen. Den lyste op i en lille klar flamme som et stearinlys, og hun varmede sine hænder over den. Med et så hun for sig, at hun sad i et hus med en varm pejs. Men da svovlstikken slukkede, forsvandt pejsen.

Hun strøg en ny, som flammede op, og svovlstikkens lys gjorde husmuren gennemsigtig som et vindue. Nu kunne hun se ind i huset, hvor der lå en skinnende hvid dug med en gåsesteg i midten fyldt med æbler og svesker. Til pigens overraskelse sprang gåsen ned fra fadet og vraltede lige hen mod hende, men lige før den nåede hende slukkede svovlstikken, og det vidunderlige rum forsvandt.

Pigen tændte en tredje svovlstik og pludselig sad hun under et glitrende juletræ. Det smukkeste hun nogensinde havde set med tusinde lys på de grønne grene og skinnende kugler af sølv og guld. Hun rakte ud efter dem, men flammen slukkede, og træets mange julelys steg højere og højere op i himlen og blev til stjerner. Én af stjernerne skød over himlen i en lang ildstribe. “Nu dør der én,” tænkte den lille pige, for hendes gamle mormor havde engang fortalt hende, at når en stjerne falder, stiger en sjæl til himmels.

Pigen strøg en fjerde svovlstik, og i dens glans stod den gamle mormor klar og skinnende. Hun døde for mange år siden, men i det magiske lys stod hun nu der, så mild og skøn som pigen huskede hende.

“Åh mormor, tag mig med!” råbte hun. “Jeg ved, at du er borte, så snart svovlstikken går ud. Borte ligesom pejsen, gåsestegen og det smukke juletræ!”

Hurtigt strøg hun hele bundtet af svovlstikker, for hun ville beholde sin mormor hos sig. Lyset strålede med sådan en glans, at det var klarere end sollyset ved den lyseste dag.

Mormoren rakte ud efter hende, og hun tog den lille pige i hånden. De fløj op sammen, op i himlen og optil stjernerne, hvor pigen ikke længere frøs og ikke længere var sulten.

Den næste dag fandt forbipasserende den stakkels pige i passagen. Først troede de hun sov, for hun havde røde kinder og et smil om munden. Men de kunne ikke vække hende. Hun var stiv og kold, og frosset ihjel i vinternatten. Hun sad stadig med svovlstikkerne, der var helt brandt ud. Nytårsmorgensolen skinnede på hendes lille ansigt.

“Hun har bare villet varme sig,” sagde man. “Hvis vi blot havde vist hende lidt mere venlighed og budt hende velkommen i vore hjem eller købt hendes svovlstikker”.

Men det var for sent nu.

Ingen ville nogensinde få at vide, hvilke smukke ting hun havde set. Eller at hendes mormor havde ført hende væk fra mørket og kulden. Eller at den lille pige med svovlstikkerne var den første det nytår, der rejste til et varmere og gladere sted, stjernernes og de evige glædes land.